| Nyhed fra Team Danmark — 10. marts 2010.
Den nyeste sportsfysiologiske og -psykologiske viden er nu samlet i 19 konkrete anbefalinger til landets bedste trænere og atleter. De 19 anbefalinger bliver i dag præsenteret på Team Danmarks forskningsseminar, hvor idrætsforskerne møder landets bedste trænere.
Eva Wulff Helge, formand for Team Danmarks forskningsudvalg, er glad for, at den nyeste viden er kogt ned til en stribe konkrete anbefalinger:
”Det er helt afgørende, at den nyeste viden fra forskningsmiljøerne når ud til landets bedste trænere. Og det sker ikke automatisk. Derfor har vi kogt den nyeste internationale viden ned til 19 konkrete anbefalinger, som kan bruges i den daglige træning for alle, der stræber efter toppræstationer,” siger Eva Wulff Helge om den nye publikation, der er målrettet sportsgrene med høj intensitet, dvs. hold-boldspil samt sportsgrene med en varighed på under 8 minutter.
”Sæt fokus på gode genopladningsstrategier, både hos atleter og trænere” og ”Fokuser på atleternes langsigtede udvikling i stedet for deres kortsigtede succes”, sådan lyder et par af de sportspsykologiske anbefalinger, der bliver uddybet af forskerne i publikationen. Og fra de fysiologiske eksperter lyder det blandt andet: ”Prioritér tung og eksplosiv styrketræning højt” og ”Reducér træningsvolumen med 50 % op til de vigtige konkurrencer”.
Forskerne kommer med i alt 10 konkrete sportspsykologiske anbefalinger og 9 fysiologiske anbefalinger om træningsplanlægning, styrketræning og ernæring.
Yderligere oplysninger: Eva Wulff Helge, formand for Team Danmarks forskningsudvalg, tlf.: 30 82 60 33 Michael Andersen, direktør Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62
Fakta om ”Elitesport med høj intensitet — anbefalinger der fremmer toppræstationer”
Læs hele publikationen hér..
- Skrevet med afsæt i Team Danmarks og Institut for Idræts internationale forskerkonference, som blev afholdt i september 2009. - Skrevet af både danske og internationale eksperter — bl.a. Jens Bangsbo og Anne Marie Elbe. - Indeholder 10 konkrete sportspsykologiske anbefalinger, 9 fysiologiske anbefalinger om træningsplanlægning, styrketræning og ernæring, samt 3 anbefalinger om samspillet mellem sportsvidenskab og træningspraksis. - Fokuserer på sportsgrene med høj intensitet. Det er hold-boldspil samt sportsgrene med en varighed på under 8 minutter — f.eks. banecykling, svømning og atletik. - Det videnskabelige grundlag for anbefalingerne bliver uddybet i et særnummer af ”Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports” senere på foråret. - Er udgivet af Team Danmarks forskningsudvalg |